fredag den 22. februar 2013

Skift din usikkerhed ud med nysgerrighed!

Hører du til gruppen af ledere i midt 30´erne, som kan få kuldegysninger over, hvor meget de helt unge newcomers når og kan i dag ? Jeg gør!
På et nyligt overstået opfølgningsmøde med mine medarbejdere, fik jeg nærmest angst over, hvor meget mine unge medarbejdere mellem 22 og 28 år kan. Til mødet lå flere oplæg til brugen af de sociale medier og forslag til nye strategier og tiltag på imagesiden.
Medarbejderene i Cph Volunteers er super effektive, vant til at arbejde i grupper og på tværs af fag, uddannet til at sætte spørgsmåltegn ved stort set alt, og så er de hjemmevante på stort set alle sociale platforme og stiller krav til, at virksomheden også er det.
Ramt af en følelse af at være utilstrækkelig, ikke fit som chef og bange for at tabe ansigt, var min første reaktion lidt afvisende. Men efter endnu en nøje gennemlæsning, blev jeg ramt af taknemmelighed.
Tænk, at de vil bidrage med alt det! Tænk, at jeg har medarbejdere som faktisk ved noget, om noget jeg ikke kan. Samtlige lederkurser i bagagen stod og hoppede for at komme til, da jeg overvandt min frygt og på mødet spurgte ind til alt det, jeg ikke er klog på. Ærligt talt, det er sgu et Tabu for mig!

I kølvandet på denne oplevelse, blev jeg opmærksom på endnu en ting; nemlig at jeg som leder for to generationer ( den under 30 og den over 40 ), skal være opmærksom på også at få viden spredt, istedet for blot at ansætte unge til de "nye" opgaver såsom onlineforaer, vidensdeling, FB og netværksdannelse.
Mine lidt ældre medarbejdere er også meget effektive, mere erfarne og gode til at se en sammenhæng på vores formål og strategier. Og det er let at fordele opgaverne, så de slet ikke lærer noget nyt.
Men ser man på realiteterne, så skal mine medarbejdere over 40 være på arbejdsmarkedet 30 år endnu, og så er det altså for tidligt at sætte dem af!

Det synes de også selv, by the way....
Så i går blev vi enige om følgende arbejdsmotto:
Skift din usikkerhed ud med nysgerrighed og vær ærlig omkring de ting, du ikke er bekendt med.

NU er jeg lidt klogere, ja nu ved jeg faktisk lidt mere om digital strategi. Min praktikant på 22, har lige lært mig lidt om viral rækkevidde og social retorik (!)
Er der håb for mig, er der håb for alle!

God arbejdslyst!