Forleden kørte jeg en efterhånden velkendt tur mellem
København og Horsens, og havde som altid radioen stillet ind på P1. Den
formiddag hørte jeg programmet Mennesker og medier, der havde tema om de kommende
journalister og deres fremtid.
Programmet var ikke, som vanligt, med værten Lasse Jensen,
men i dagens anledning med Lektor Filip Wallberg fra Syddansk Universitet, der repræsenterer
den yngre generation af lektorer i Danmark.
Han havde inviteret 3 af sine studerende fra journalistlinjen
i studiet til en snak om, hvad journalister skal leve af i fremtiden. Selve
diskussionen skal jeg nok sparre jer for, men et emne som jeg ikke kan stoppe
med at gruble over, var den evige tilbagevenden til, at de 3 studerende
repræsenterede ”de unge” og derfor var særligt interessante i deres medievaner
og spådomme om fremtiden. Jeg søger ikke med dette indlæg at anfægte
programmets indhold, blot den evige sproglige italesættelse af ungdom, som en
kvalifikation i sig selv, frem for en argumentation af generationens
synspunkter eller faglighed.
Det var som om, at det label (ung) i sig selv skulle
kvalificere mig eller tre studerende til at vide noget specielt om fremtiden,
hvorimod faglighed (som jo også defineres af, at vi kommer fra en anden
generation) ikke blev nævnt en eneste gang. Jeg blev træt i ørerne, træt af den
”unge” lektor:
”Jamen kan det da virkelig passe, at tre unge mennesker som
jer ikke vil købe en avis?”
”Hvor skal verden dog ende hvis tre unge journalister er
enige?”
”Hvad i alverden har I unge mennesker tænkt jer at leve af i
fremtiden?”
I min verden er man blevet gammel, hvis man skal referere til en gruppe som ”de unge” og Lektor Filip Wallberg kom selv til at virke som
et oldtidsfund i sin unuancerede debat med de studerende, som måske kun var 10 år
yngre end ham selv. Han er mester i formidling på nye medier, men måske ikke så moderne indeni?
Det fik mig til at tænke:
Jeg har selv lige fået nyt job, hvor man godt kan sige, at
jeg er ”den unge”
Mon jeg er blevet
ansat fordi jeg repræsenterer noget ungt, frem for min faglighed?
Jeg kan da godt mærke, at der ligger en forventning om, at
jeg kan komme med nye spændende tiltag og nye vinkler på social markedsføring,
nyt blod og friskhed, italesat ved at jeg er ung.
Vores arbejdspladser bliver
fattigere og fattigere uden den ældre generation, det bliver sværere og sværere
at skifte job, jo ældre man bliver – tænk om vi ikke havde vores maskinkræfter,
livserfaring og ældre hjerner? Faglighed
handler jo ikke kun om formidling, men også om indhold. Det er klart, at jeg
har en mere naturlig omgang med nogle af de nyere kommunikationsformer, alene
fordi jeg er vokset op med dem, men at gå ud fra, at jeg ved mere om et
fagområde end en ældre medarbejder alene på grund af min alder og
formidlingsform, er et skråplan.
Jeg ser ikke selv på mig selv som ung, nærmere som en
anden generation med en anden type faglighed. Faktisk arbejder jeg som leder meget
med de gamle dyder som learning by doing, respekt for det bestående,
retfærdighed, medmenneskelighed, grundighed og ærlighed. Samspillet mellem generationer gør, at der TÆNKES og
læres i organisationer. Ikke noget jeg mener er specielt ungt, bare
fornuftigt.
Efter at have vendt min harme over tonen i P1´s indslag med
en veninde, blev vi enige om, at vi kender mange over 50, som er meget mere
”unge” i deres faglige indstilling, end en nyuddannet kandidat. Faktisk oplever
jeg oftere stor omstillingsparathed fra medarbejdere, som har været længe i
faget end fra mine unge medarbejdere. Den uprøvede kandidat har en fanden i voldsk-hed,
en ukuelighed og et livsmod, som ofte er en kæmpe drivkraft for en arbejdsgiver men som i situationer, hvor der kræves samarbejde og strategi, ofte yder mere
modstand ved endnu ikke at have lært fordelen ved at sætte sig selv i
baggrunden og træffe fælles beslutninger. Her skærer jeg naturligvis alle over
en kam, blot for at illustrere forskellen, det er ikke retfærdigt. Men lige så
lidt retfærdigt er det, at udbrede tanken om, at man er kvalificeret til
et job fordi man er ung?
For mig rør det ved nogle af de helt store ledelsesmæssige udfordringer, nemlig det, at have en medarbejderstab, som afspejler den virkelige verden og
som formidler læring og fordybelse frem for hurtige twitteroverskrifter og
nyhedsfix, hvad end opgaven måtte være. Ældre medarbejdere kan sparre med yngre
og i kraft af deres forskellige faglighed tilføre opgaven et unikt samspil.
Derfor vil jeg gerne spørge, er det en kvalifikation i sig
selv at være ung?
Og modsat ikke en kvalifikation at være ældre?
Opslag
