mandag den 15. juli 2013

Er det en kvalifikation i sig selv, at være ung?

Forleden kørte jeg en efterhånden velkendt tur mellem København og Horsens, og havde som altid radioen stillet ind på P1. Den formiddag hørte jeg programmet Mennesker og medier, der havde tema om de kommende journalister og deres fremtid.
Programmet var ikke, som vanligt, med værten Lasse Jensen, men i dagens anledning med Lektor Filip Wallberg fra Syddansk Universitet, der repræsenterer den yngre generation af lektorer i Danmark.
Han havde inviteret 3 af sine studerende fra journalistlinjen i studiet til en snak om, hvad journalister skal leve af i fremtiden. Selve diskussionen skal jeg nok sparre jer for, men et emne som jeg ikke kan stoppe med at gruble over, var den evige tilbagevenden til, at de 3 studerende repræsenterede ”de unge” og derfor var særligt interessante i deres medievaner og spådomme om fremtiden. Jeg søger ikke med dette indlæg at anfægte programmets indhold, blot den evige sproglige italesættelse af ungdom, som en kvalifikation i sig selv, frem for en argumentation af generationens synspunkter eller faglighed.
Det var som om, at det label (ung) i sig selv skulle kvalificere mig eller tre studerende til at vide noget specielt om fremtiden, hvorimod faglighed (som jo også defineres af, at vi kommer fra en anden generation) ikke blev nævnt en eneste gang. Jeg blev træt i ørerne, træt af den ”unge” lektor:
”Jamen kan det da virkelig passe, at tre unge mennesker som jer ikke vil købe en avis?”
”Hvor skal verden dog ende hvis tre unge journalister er enige?”
”Hvad i alverden har I unge mennesker tænkt jer at leve af i fremtiden?”
I min verden er man blevet gammel, hvis man skal referere til en gruppe som ”de unge” og Lektor Filip Wallberg kom selv til at virke som et oldtidsfund i sin unuancerede debat med de studerende, som måske kun var 10 år yngre end ham selv.  Han er mester i formidling på nye medier, men måske ikke så moderne indeni?
Det fik mig til at tænke:
Jeg har selv lige fået nyt job, hvor man godt kan sige, at jeg er ”den unge”
Mon jeg er blevet ansat fordi jeg repræsenterer noget ungt, frem for min faglighed?
Jeg kan da godt mærke, at der ligger en forventning om, at jeg kan komme med nye spændende tiltag og nye vinkler på social markedsføring, nyt blod og friskhed, italesat ved at jeg er ung.
Vores arbejdspladser bliver fattigere og fattigere uden den ældre generation, det bliver sværere og sværere at skifte job, jo ældre man bliver – tænk om vi ikke havde vores maskinkræfter, livserfaring og ældre hjerner? Faglighed handler jo ikke kun om formidling, men også om indhold. Det er klart, at jeg har en mere naturlig omgang med nogle af de nyere kommunikationsformer, alene fordi jeg er vokset op med dem, men at gå ud fra, at jeg ved mere om et fagområde end en ældre medarbejder alene på grund af min alder og formidlingsform, er et skråplan.
Jeg ser ikke selv på mig selv som ung, nærmere som en anden generation med en anden type faglighed. Faktisk arbejder jeg som leder meget med de gamle dyder som learning by doing, respekt for det bestående, retfærdighed, medmenneskelighed, grundighed og ærlighed. Samspillet mellem generationer gør, at der TÆNKES og læres i organisationer. Ikke noget jeg mener er specielt ungt, bare fornuftigt.
Efter at have vendt min harme over tonen i P1´s indslag med en veninde, blev vi enige om, at vi kender mange over 50, som er meget mere ”unge” i deres faglige indstilling, end en nyuddannet kandidat. Faktisk oplever jeg oftere stor omstillingsparathed fra medarbejdere, som har været længe i faget end fra mine unge medarbejdere. Den uprøvede kandidat har en fanden i voldsk-hed, en ukuelighed og et livsmod, som ofte er en kæmpe drivkraft for en arbejdsgiver men som i situationer, hvor der kræves samarbejde og strategi, ofte yder mere modstand ved endnu ikke at have lært fordelen ved at sætte sig selv i baggrunden og træffe fælles beslutninger. Her skærer jeg naturligvis alle over en kam, blot for at illustrere forskellen, det er ikke retfærdigt. Men lige så lidt retfærdigt er det, at udbrede tanken om, at man er kvalificeret til et job fordi man er ung?
For mig rør det ved nogle af de helt store ledelsesmæssige udfordringer, nemlig det, at have en medarbejderstab, som afspejler den virkelige verden og som formidler læring og fordybelse frem for hurtige twitteroverskrifter og nyhedsfix, hvad end opgaven måtte være. Ældre medarbejdere kan sparre med yngre og i kraft af deres forskellige faglighed tilføre opgaven et unikt samspil.

Derfor vil jeg gerne spørge, er det en kvalifikation i sig selv at være ung? 
Og modsat ikke en kvalifikation at være ældre?

3 kommentarer:

Filip Wallberg sagde ...

Omtalen af programmet var:

"Lektor Filip Wallberg fra Syddansk universitet har inviteret flere af sine studerende i studiet til en debat om unges medieforbrug – og kommende journalisters syn på deres fag og deres fremtid. Og han fortæller om en af de kommende journalisters største udfordringer: Datajournalistik. Ugens gæster er to journaliststuderende, der har lavet deres eget fodbold-webmedie."

Udgangspunktet for programmet var, at Lasse Jensen ønskede at fokusere på, hvordan fremtidens journalister betragter journalistikken. Ikke de gamle og kloge. Fremtidens journalister. I den kontekst er det at være under uddannelse eller umiddelbart færdig en kvalifikation i sig selv. Ellers ikke.

Om jeg er moderne. Det må kolleger, studerende, venner og famile afgøre.

Franka sagde ...

Kære Filip, tak for din kommentar :-)
Min tanke var egentlig mest at illustrere, at selvom man er ung, kan man godt være meget gammeldags.... Det synes jeg Mennesker og medier illustrerede med sin form og det synes jeg selv at jeg 'som ung' beviser hver dag.

Filip Wallberg sagde ...

Du har noget på hjertet. Men jeg forstår ikke, at du pakker det ind i programmet, som jeg var vært på.

Præmissen for programmet var, at lytterne skulle høre, hvordan unge journalister betragter fremtiden. Det var programmets kerne. Derfor inviterede jeg unge med i studiet. Det ville på ingen tænkelig måde give mening at invitere journalister nær pensionsalderen.

Det er kun godt, at du har noget på hjertet. Men jeg kan ikke se sammenhængen, som du ønsker at skabe.

Jeg har i øvrigt stor resepekt for kolleger med erfaring. Uanset alder. For det er dem, der har lært mig meget af det, som jeg kan i dag.