Strategien om ikke at have en strategi

Arbejder du med byudvikling eller langsigtede projekter, hvor det er vigtigt at have slutbrugeren med i processen? Så kender du nok til udfordringen med, at brugeren eller aktiviteterne ikke altid passer ind i de rammer du arbejder i.

Strategi og frygten for at hoppe ud i det ukendte og blot forme sin kultur løbende, bliver ofte en modstræbende medspiller, som unægteligt hænger sammen med, at vi lægger os fast på nogle rammer, som ofte viser sig ikke at rumme brugeren.

Langsigtede strategier spiller ikke længere sammen med det behov, vi har for at kunne bevæge os i nye retninger på relativ kort tid og derfor har vi brug for et nyt syn på det forstærkede ord strategi.

Lad mig give dig et eksempel:

For tiden arbejder en af mine medarbejdere på et projekt, som blev udviklet som et samarbejde mellem flere kommuner for 3 år tilbage. Det er et projekt som løber i 4 år og nu er projektet halvvejs.

Fordi projektet beskæftiger sig med undergrund og ungegrupper, vis behov ændrer sig fra uge til uge, bliver det pludselig en udfordring, at projektet på forhånd er defineret i faste rammer, ja faktisk, at det overhovedet er defineret. 

I arbejdet med en generation, som skifter interesser og omgangskreds, som vi skifter underbukser, har vi behov for at prøve af, evaluere, lægge driften om og satse på nye veje. Men det kan man meget sjældent basere et projekt på i opstartsfasen. Ideen om at slippe kontrollen strider ganske enkelt med praksis i større statsligt støttede projekter, hvor drift og afrapportering fylder så utrolig meget og hvor målbarhedsspørgsmålet fylder mere end selve effekten i lokalsamfundet.

Jeg ønsker mig en offentlig sektor, hvor vi kan arbejde med strategi, som havde vi ingen strategi. At vi kan blive så omstillingsparate, at det bliver en væsentlig del af vores strategi, at være så fleksible, at vi former strategien imens vi ruller den ud. Working progres proces, om man så må sige.

Vi skal turde ikke at definere alt i detaljen og samtidig tænke store tanker om sammenhæng.

Har man en god vision for byen at lægge sig op af, kan dette lade sig gøre i praksis. Læs HER fem gode råd til strategisk innovation fra Stanford Social Innovation, hvor rapporten 'The Strategic plan is dead - long live strategy' netop er udkommet.

De unge vi arbejder med i netop dette projekt, vokser op og bliver den nye voksne generation. De skal bruge det offentlige i en stadig mere foranderlig verden. Mit bud er, at det ikke er et spørgsmål om hvorvidt vi skal fungere på den nye generations præmisser, men mere et spørgsmål om hvornår. Og den kommune, den stat og det EU kontor, som først udnytter at slippe kontrollen, får også bedst mulighed for, at binde borgernes behov sammen i store sammenhængende temaer. Lad os udnytte al den viden vi får ind i en rullende proces, til løbende at samle op på tendenser, inddrage vores brugere og forme nye projekter i stedet for, at lægge os fast på hvordan verden  skal se ud - vi har brug for uvished for at komme videre.