tirsdag den 29. juli 2014

Hvor er du om 10 år?


Det spørgsmål blev jeg stillet i ferien af et tæt familiemedlem. 
Et spørgsmål, som tidligere i livet har været helt naturligt at forholde sig til, og svare på, men som tiden går - og som vi modnes - ikke længere kan besvares entydigt.
På mange måder var det spørgsmål en øjenåbner omkring, hvordan vi stræber efter at have kontrol over processerne i vores eget liv.  Vil vi egentlig gerne vide, hvor vi er om 10 år?
Er jeg der nu, hvor jeg forestillede mig, at jeg ville være, da jeg fik spørgsmålet for 10 år siden?
Svaret er vel både ja og nej...
Jeg har altid lagt planer, været i kontrol og selv bestemt hvilken retning jeg ville gå. På et eller andet plan har jeg også styret efter et kompas, som jeg selv har holdt i hånden.
Men som spørgsmålet klingede videre i mit hovede, kom jeg til at tænke på, at de spring der har rykket mig på det seneste, er opstået på baggrund af uforudsete møder i livet.
Det kan være et møde med et andet menneske, en anden kultur, en inspirationskilde, en kunstnerisk muse, eller en kraft indeni, der kalder på en anden retning. For mig har det været mødet med tre meget forskellige mennesker.

For halvandet år siden mødte jeg en meget dygtig kvinde, som så mig helt på ny. Jeg kendte hende ikke i forvejen, men mødte hende igennem en jobsamtale til et spændende job, som jeg blev nummer to til. Hun sad i bedømmelsesudvalget....
Mødet med hende, skulle vise sig, at udvikle mig mere end jeg havde kunne forestille mig. Hendes udfordring af mit eget selvbillede og troen på, at jeg kunne mere end det andre så, fik mig til at turde søge andre veje for min karriere.
Den vej går jeg på nu, det er en ny og spændende vej, ud af min comfortzone. Jeg har ikke fortrudt et minut siden jeg betrådte den første gang

For et år siden, mødte jeg en tør - og på ydersiden - meget kedelig mand. Jeg kendte ham ikke i forvejen, og han forekom mig meget firkantet og ikke særlig kunstnerisk. Mødet med ham var på alle måder svært og ubehageligt, og det pinte mig, at skulle passe ind i en kasse med låg på. Det rystede mig og føltes som en spændetrøje, alle mine evner og kvaliteter blev ubrugelige indtil jeg forstod, at vi talte to forskellige sprog. Hans evne til stædigt at holde et fagligt fokus og konstant udfordre min evne til at kommunikere min faglighed i en anden kontekst, pressede mig ud i at tale et nyt og fremmed sprog. Et sprog jeg i dag prøver at blive bedre til at tale, når jeg skal forklare mine værdier og ideer til folk, der arbejder anderledes end jeg selv.

For kort tid siden mødte jeg et menneske, som har været tæt på at miste sit liv. Et menneske, som har oplevet næsten alt - og næsten mistede kontakten til sig selv. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men efter at have hørt hans historie, er jeg blevet rørt indeni som aldrig før.
Mødet med ham har sat alle tanker, jeg tænker og alle handlinger, jeg udfører, i perspektiv. For hvor vigtige er de ydre rammer og et 'rigtigt' liv - alt det jeg stræber efter - hvis jeg ikke kender mig selv og tør dele mig selv med andre? Betyder det virkelig noget at vide, hvor vi er om 10 år - eller kommer vi i virkeligheden meget længere med vores liv, ved at leve det, som havde vi det kun i dag?

Hvor og hvornår møder du de mennesker, som sætter din verden i perspektiv?
Og har du ti år mere til ikke at møde dem?


Ingen kommentarer: