Hvor er du om 10 år?

Det spørgsmål blev jeg stillet i ferien af et tæt familiemedlem. 

Et spørgsmål, som tidligere i livet har været helt naturligt at forholde sig til, og svare på, men som tiden går - og som vi modnes - ikke længere kan besvares entydigt.

På mange måder var det spørgsmål en øjenåbner omkring, hvordan vi stræber efter at have kontrol over processerne i vores eget liv.  Vil vi egentlig gerne vide, hvor vi er om 10 år?

Er jeg der nu, hvor jeg forestillede mig, at jeg ville være, da jeg fik spørgsmålet for 10 år siden?

Svaret er vel både ja og nej...

Jeg har altid lagt planer, været i kontrol og selv bestemt hvilken retning jeg ville gå. På et eller andet plan har jeg også styret efter et kompas, som jeg selv har holdt i hånden.

Men som spørgsmålet klingede videre i mit hovede, kom jeg til at tænke på, at de spring der har rykket mig på det seneste, er opstået på baggrund af uforudsete møder i livet.

Det kan være et møde med et andet menneske, en anden kultur, en inspirationskilde, en kunstnerisk muse, eller en kraft indeni, der kalder på en anden retning. For mig har det været mødet med tre meget forskellige mennesker.

For halvandet år siden mødte jeg en meget dygtig kvinde, som så mig helt på ny. Jeg kendte hende ikke i forvejen, men mødte hende igennem en jobsamtale til et spændende job, som jeg blev nummer to til. Hun sad i bedømmelsesudvalget....

Mødet med hende, skulle vise sig, at udvikle mig mere end jeg havde kunne forestille mig. Hendes udfordring af mit eget selvbillede og troen på, at jeg kunne mere end det andre så, fik mig til at turde søge andre veje for min karriere.

Den vej går jeg på nu, det er en ny og spændende vej, ud af min comfortzone. Jeg har ikke fortrudt et minut siden jeg betrådte den første gang

For et år siden, mødte jeg en tør - og på ydersiden - meget kedelig mand. Jeg kendte ham ikke i forvejen, og han forekom mig meget firkantet og ikke særlig kunstnerisk. Mødet med ham var på alle måder svært og ubehageligt, og det pinte mig, at skulle passe ind i en kasse med låg på. Det rystede mig og føltes som en spændetrøje, alle mine evner og kvaliteter blev ubrugelige indtil jeg forstod, at vi talte to forskellige sprog. Hans evne til stædigt at holde et fagligt fokus og konstant udfordre min evne til at kommunikere min faglighed i en anden kontekst, pressede mig ud i at tale et nyt og fremmed sprog. Et sprog jeg i dag prøver at blive bedre til at tale, når jeg skal forklare mine værdier og ideer til folk, der arbejder anderledes end jeg selv.

For kort tid siden mødte jeg et menneske, som har været tæt på at miste sit liv. Et menneske, som har oplevet næsten alt - og næsten mistede kontakten til sig selv. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men efter at have hørt hans historie, er jeg blevet rørt indeni som aldrig før.

Mødet med ham har sat alle tanker, jeg tænker og alle handlinger, jeg udfører, i perspektiv. For hvor vigtige er de ydre rammer og et 'rigtigt' liv - alt det jeg stræber efter - hvis jeg ikke kender mig selv og tør dele mig selv med andre? Betyder det virkelig noget at vide, hvor vi er om 10 år - eller kommer vi i virkeligheden meget længere med vores liv, ved at leve det, som havde vi det kun i dag?

Hvor og hvornår møder du de mennesker, som sætter din verden i perspektiv?

Og har du ti år mere til ikke at møde dem?

Giv mig en Helhedskommission

Hvad betyder det for livet i udkantsbyerne, hvis de små erhvervsdrivende bliver udkonkurreret af hypermarkeder? 

Måske sparer vi penge på et større udbud, men bliver vi ikke fattigere når bymidterne affolkes og butikker og boliger står tomme dagen lang?

Hvad betyder det for diversiteten i vores samfund, hvis vi kun skal uddanne folk i den retning, hvor der er arbejdsløshed? Måske sparer vi penge og får flere der kan det samme, folk som kan løfte en arbejdsbyrde - men bliver vi ikke et fattigere samfund på bred og sammensat faglighed, nytænkte løsninger og muligheden for at tænke innovativt - hvem skal vise os de nye veje?

På dagens løbetur hørte jeg - som altid - ynglingsprogrammet P1business. Igen var et af emnerne Produktivitetskommissionens anbefalinger, som kyndige fremstående personligheder skulle udtale sig om. 

Nogle borgere er nok eksperter, men jeg tror langt fra det er alle, som kan gennemskue konsekvenserne af den El Nino effekt det kan få, at skrue ned et sted og op et andet sted - så hvordan skal vi forholde os til fragmenterne i det danske samfund på den måde?

Hvad sker der med helheden, det hele menneske og "det hele samfund"?

Der er ikke mange vælgere, der oplever de fraktioner man lever i på Christiansborg... i min verden hænger mit faglige liv sammen med mit private liv, muligheden for indkøb, børnepasning, kulturelle oplevelser, uddannelse, individuel udvikling, mine forældres ældrepleje, bussernes afgangstider - min skatteprocent skal spille sammen med hele det område på een gang. Give and take.

Er det ok at betale meget i skat, hvis din kræftsyge søster samtidig kan få pleje hele sit liv, hvis du kan komme til lægen uden det koster noget, hvis din gamle mor kan få en ældrebolig og din gade bliver fejet en gang om ugen?

Er det ok at betale lidt mere i skat, hvis vi lever i et foregangsland, der udvikler grøn energi, bæredygtige løsninger, bedre sædkvalitet til dine børns generation og færre livsstilsygdomme, som koster samfundet milliarder af kroner?

Er det ok at du giver noget,for at andre får noget, når nu du kan?

Det ville være en kanon service, at regeringen bandt trådene sammen, og bad os tage stilling til "det hele samfund". 

Kunne man forestille sig, at alle anbefalingerne fra velfærdskommissioner, eksportkommisioner, produktivitetskommissioner osv osv, blev behandlet under en hat i en HELHEDskommission?

På den måde kunne borgerne tage stilling til et samlet billede i stedet for, at markedskræfter og politiske uenigheder står i vejen for den service en regering faktisk skal yde nemlig, at varetage hele Danmarks befolknings interesser.

Så var den løbetur slut og nu vil jeg gå hjem og tage mig af mine egne - det er jo lørdag :-)

Derfor skal du stemme - selvom du er ung!

Åbner man for radioen på daglig basis, hører man ikke om andet end at de unge risikerer at blive den tabte generation ved dette kommunalvalg. Og det på trods af, at mange forskere dagligt udtaler sig om, at unge igennem flere generationer generelt ikke har en særlig stor andel af stemmerne ved kommunalvalg og at året i år derfor ligger nogenlunde på linie med kommunalvalg i tidligere tider.

Der er ingen tvivl om, at det er problematisk, at en stor del af samfundet ikke stemmer, men måske ville det ændre sig, hvis man vendte problematikken om:

Det er ikke de unge som bliver den tabte generation, men omvendt lokalpolitikerne som taber i længden. Hvis de unge ikke stemmer og der i øvrigt ikke er mange andre der stemmer ved kommunalvalg, må problemet i sidste ende lande på lokalpolitikernes bord.

Har man ikke folket bag sig, kan det ikke forsvares, at man træffer beslutninger på borgernes vegne. Fortsætter den spiral vil politikerne i sidste ende ikke have det mandat det kræver at lede en kommune. Og så er det ikke den unge generation som er tabt, men derimod vores demokrati.

Nu er det heldigvis ikke så slemt - endnu.

Til gengæld er det en reel udfordring, at få den unge generation til stemmeurnerne og det kan egentlig undre mig. Nogle mener at kommunalpolitik fortrinsvis er for gamle og børnefamilier, men det mener jeg bestemt ikke er rigtigt. Udfordringen ligger nok i, at de unge ikke ved nok om, hvad de faktisk kan påvirke ved at stemme, og at vi er for dårlige til at fortælle hvad de får ud af det.

Sms beskeder, starbucks valgsteder og sexede plakater har ikke megen effekt, hvis ikke indholdet kan kobles til de unges hverdag.

Her er nogle gode grunde til hvorfor du skal stemme - også selvom du er ung.

Boligen og byen:

Kommunen bestemmer over de almene boliger, herunder studieboliger, kollegier og ungdomsboliger, hvor mange der bygges og hvor meget de skal koste og desuden hvordan man kommer i betragtning til dem.

Kommunen beslutter hvor meget du kan få i boligstøtte.

Kommunen sørger for at du får tømt skraldespanden, ryddet cykelstien for sne, når du skal cykle i skole og at der er asfalt på vejene så du kan komme derhen uden en punktering.

Uddannelsesområdet:

Kommunen er med til at skaffe nye uddannelsesinstitutioner og studiepladser til din by.

Jobsområdet:

De forhandler også med de virksomheder der i fremtiden skal lægge deres arbejdspladser i din by og dermed skaber vækst, praktikpladser og forretningsliv.

Sport:

Kommunen støtter nye idrætsanlæg hvor du dyrker sport, går til fodboldkampe eller ser anden sport.

De bygger stier til at løbe på, parker til at leve og bevæge sig i.

Kultur:

Kommunen støtter musiklivet med støtte til kommunale spillesteder og festivaler, der skaffer ny 

musik til byen og stiller øvelokaler til rådighed.

De støtter også museer og kultur/ungdomshuse i din by, hvor du kan opleve ny kunst og være sammen med andre unge..

Kommunen tager initiativ til byudvikling, herunder nye områder som skal udvikles f.eks havneområder med havnebade, promenader, rekreative områder, hang outs og aktiviteter i byen, til gavn for dit udeliv, festivalliv, og dit idrætsliv.

Og når alt det her er sagt, er der kun tilbage at sige, at lokalpolitikere har halvt så meget bureaukrati som folketingspolitkere, meget kortere vej fra tanke til handling og dermed mulighed for at foretage ændringer i din hverdag, som kan mærkes lige nu og her..... Behøver du egentlig flere gode grunde?

Strategien om ikke at have en strategi

Arbejder du med byudvikling eller langsigtede projekter, hvor det er vigtigt at have slutbrugeren med i processen? Så kender du nok til udfordringen med, at brugeren eller aktiviteterne ikke altid passer ind i de rammer du arbejder i.

Strategi og frygten for at hoppe ud i det ukendte og blot forme sin kultur løbende, bliver ofte en modstræbende medspiller, som unægteligt hænger sammen med, at vi lægger os fast på nogle rammer, som ofte viser sig ikke at rumme brugeren.

Langsigtede strategier spiller ikke længere sammen med det behov, vi har for at kunne bevæge os i nye retninger på relativ kort tid og derfor har vi brug for et nyt syn på det forstærkede ord strategi.

Lad mig give dig et eksempel:

For tiden arbejder en af mine medarbejdere på et projekt, som blev udviklet som et samarbejde mellem flere kommuner for 3 år tilbage. Det er et projekt som løber i 4 år og nu er projektet halvvejs.

Fordi projektet beskæftiger sig med undergrund og ungegrupper, vis behov ændrer sig fra uge til uge, bliver det pludselig en udfordring, at projektet på forhånd er defineret i faste rammer, ja faktisk, at det overhovedet er defineret. 

I arbejdet med en generation, som skifter interesser og omgangskreds, som vi skifter underbukser, har vi behov for at prøve af, evaluere, lægge driften om og satse på nye veje. Men det kan man meget sjældent basere et projekt på i opstartsfasen. Ideen om at slippe kontrollen strider ganske enkelt med praksis i større statsligt støttede projekter, hvor drift og afrapportering fylder så utrolig meget og hvor målbarhedsspørgsmålet fylder mere end selve effekten i lokalsamfundet.

Jeg ønsker mig en offentlig sektor, hvor vi kan arbejde med strategi, som havde vi ingen strategi. At vi kan blive så omstillingsparate, at det bliver en væsentlig del af vores strategi, at være så fleksible, at vi former strategien imens vi ruller den ud. Working progres proces, om man så må sige.

Vi skal turde ikke at definere alt i detaljen og samtidig tænke store tanker om sammenhæng.

Har man en god vision for byen at lægge sig op af, kan dette lade sig gøre i praksis. Læs HER fem gode råd til strategisk innovation fra Stanford Social Innovation, hvor rapporten 'The Strategic plan is dead - long live strategy' netop er udkommet.

De unge vi arbejder med i netop dette projekt, vokser op og bliver den nye voksne generation. De skal bruge det offentlige i en stadig mere foranderlig verden. Mit bud er, at det ikke er et spørgsmål om hvorvidt vi skal fungere på den nye generations præmisser, men mere et spørgsmål om hvornår. Og den kommune, den stat og det EU kontor, som først udnytter at slippe kontrollen, får også bedst mulighed for, at binde borgernes behov sammen i store sammenhængende temaer. Lad os udnytte al den viden vi får ind i en rullende proces, til løbende at samle op på tendenser, inddrage vores brugere og forme nye projekter i stedet for, at lægge os fast på hvordan verden  skal se ud - vi har brug for uvished for at komme videre.

Er det en kvalifikation i sig selv, at være ung?

Forleden kørte jeg en efterhånden velkendt tur mellem København og Horsens, og havde som altid radioen stillet ind på P1. Den formiddag hørte jeg programmet Mennesker og medier, der havde tema om de kommende journalister og deres fremtid.

Programmet var ikke, som vanligt, med værten Lasse Jensen, men i dagens anledning med Lektor Filip Wallberg fra Syddansk Universitet, der repræsenterer den yngre generation af lektorer i Danmark.

Han havde inviteret 3 af sine studerende fra journalistlinjen i studiet til en snak om, hvad journalister skal leve af i fremtiden. Selve diskussionen skal jeg nok sparre jer for, men et emne som jeg ikke kan stoppe med at gruble over, var den evige tilbagevenden til, at de 3 studerende repræsenterede ”de unge” og derfor var særligt interessante i deres medievaner og spådomme om fremtiden. Jeg søger ikke med dette indlæg at anfægte programmets indhold, blot den evige sproglige italesættelse af ungdom, som en kvalifikation i sig selv, frem for en argumentation af generationens synspunkter eller faglighed.

Det var som om, at det label (ung) i sig selv skulle kvalificere mig eller tre studerende til at vide noget specielt om fremtiden, hvorimod faglighed (som jo også defineres af, at vi kommer fra en anden generation) ikke blev nævnt en eneste gang. Jeg blev træt i ørerne, træt af den ”unge” lektor:

”Jamen kan det da virkelig passe, at tre unge mennesker som jer ikke vil købe en avis?”

”Hvor skal verden dog ende hvis tre unge journalister er enige?”

”Hvad i alverden har I unge mennesker tænkt jer at leve af i fremtiden?”

I min verden er man blevet gammel, hvis man skal referere til en gruppe som ”de unge” og Lektor Filip Wallberg kom selv til at virke som et oldtidsfund i sin unuancerede debat med de studerende, som måske kun var 10 år yngre end ham selv.  Han er mester i formidling på nye medier, men måske ikke så moderne indeni?

Det fik mig til at tænke:

Jeg har selv lige fået nyt job, hvor man godt kan sige, at jeg er ”den unge”

Mon jeg er blevet ansat fordi jeg repræsenterer noget ungt, frem for min faglighed?

Jeg kan da godt mærke, at der ligger en forventning om, at jeg kan komme med nye spændende tiltag og nye vinkler på social markedsføring, nyt blod og friskhed, italesat ved at jeg er ung.

Vores arbejdspladser bliver fattigere og fattigere uden den ældre generation, det bliver sværere og sværere at skifte job, jo ældre man bliver – tænk om vi ikke havde vores maskinkræfter, livserfaring og ældre hjerner? Faglighed handler jo ikke kun om formidling, men også om indhold. Det er klart, at jeg har en mere naturlig omgang med nogle af de nyere kommunikationsformer, alene fordi jeg er vokset op med dem, men at gå ud fra, at jeg ved mere om et fagområde end en ældre medarbejder alene på grund af min alder og formidlingsform, er et skråplan.

Jeg ser ikke selv på mig selv som ung, nærmere som en anden generation med en anden type faglighed. Faktisk arbejder jeg som leder meget med de gamle dyder som learning by doing, respekt for det bestående, retfærdighed, medmenneskelighed, grundighed og ærlighed. Samspillet mellem generationer gør, at der TÆNKES og læres i organisationer. Ikke noget jeg mener er specielt ungt, bare fornuftigt.

Efter at have vendt min harme over tonen i P1´s indslag med en veninde, blev vi enige om, at vi kender mange over 50, som er meget mere ”unge” i deres faglige indstilling, end en nyuddannet kandidat. Faktisk oplever jeg oftere stor omstillingsparathed fra medarbejdere, som har været længe i faget end fra mine unge medarbejdere. Den uprøvede kandidat har en fanden i voldsk-hed, en ukuelighed og et livsmod, som ofte er en kæmpe drivkraft for en arbejdsgiver men som i situationer, hvor der kræves samarbejde og strategi, ofte yder mere modstand ved endnu ikke at have lært fordelen ved at sætte sig selv i baggrunden og træffe fælles beslutninger. Her skærer jeg naturligvis alle over en kam, blot for at illustrere forskellen, det er ikke retfærdigt. Men lige så lidt retfærdigt er det, at udbrede tanken om, at man er kvalificeret til et job fordi man er ung?

For mig rør det ved nogle af de helt store ledelsesmæssige udfordringer, nemlig det, at have en medarbejderstab, som afspejler den virkelige verden og som formidler læring og fordybelse frem for hurtige twitteroverskrifter og nyhedsfix, hvad end opgaven måtte være. Ældre medarbejdere kan sparre med yngre og i kraft af deres forskellige faglighed tilføre opgaven et unikt samspil.

Derfor vil jeg gerne spørge, er det en kvalifikation i sig selv at være ung? 

Og modsat ikke en kvalifikation at være ældre?

Skift din usikkerhed ud med nysgerrighed!

Hører du til gruppen af ledere i midt 30´erne, som kan få kuldegysninger over, hvor meget de helt unge newcomers når og kan i dag ? Jeg gør!
På et nyligt overstået opfølgningsmøde med mine medarbejdere, fik jeg nærmest angst over, hvor meget mine unge medarbejdere mellem 22 og 28 år kan. Til mødet lå flere oplæg til brugen af de sociale medier og forslag til nye strategier og tiltag på imagesiden.
Medarbejderene i Cph Volunteers er super effektive, vant til at arbejde i grupper og på tværs af fag, uddannet til at sætte spørgsmåltegn ved stort set alt, og så er de hjemmevante på stort set alle sociale platforme og stiller krav til, at virksomheden også er det.
Ramt af en følelse af at være utilstrækkelig, ikke fit som chef og bange for at tabe ansigt, var min første reaktion lidt afvisende. Men efter endnu en nøje gennemlæsning, blev jeg ramt af taknemmelighed.
Tænk, at de vil bidrage med alt det! Tænk, at jeg har medarbejdere som faktisk ved noget, om noget jeg ikke kan. Samtlige lederkurser i bagagen stod og hoppede for at komme til, da jeg overvandt min frygt og på mødet spurgte ind til alt det, jeg ikke er klog på. Ærligt talt, det er sgu et Tabu for mig!

I kølvandet på denne oplevelse, blev jeg opmærksom på endnu en ting; nemlig at jeg som leder for to generationer ( den under 30 og den over 40 ), skal være opmærksom på også at få viden spredt, istedet for blot at ansætte unge til de "nye" opgaver såsom onlineforaer, vidensdeling, FB og netværksdannelse.
Mine lidt ældre medarbejdere er også meget effektive, mere erfarne og gode til at se en sammenhæng på vores formål og strategier. Og det er let at fordele opgaverne, så de slet ikke lærer noget nyt.
Men ser man på realiteterne, så skal mine medarbejdere over 40 være på arbejdsmarkedet 30 år endnu, og så er det altså for tidligt at sætte dem af!

Det synes de også selv, by the way....
Så i går blev vi enige om følgende arbejdsmotto:
Skift din usikkerhed ud med nysgerrighed og vær ærlig omkring de ting, du ikke er bekendt med.

NU er jeg lidt klogere, ja nu ved jeg faktisk lidt mere om digital strategi. Min praktikant på 22, har lige lært mig lidt om viral rækkevidde og social retorik (!)
Er der håb for mig, er der håb for alle!

God arbejdslyst!

Hvem skal få de nye ideer hvis alle tænker ens?

Efter det nyligt overståede Folkemøde på Bornholm, hvor jeg deltog i et par debatter om inddragelse af borgere i udkantsområder, er der nogle tanker, som har rumsteret i hovedet på mig. Debatterne skulle have omhandlet, hvordan vi kan professionalisere rammerne omkring inddragelse af forskellige borgergrupper i det frivillige, i det kommunale og det private. Istedet kom debatten i højere grad til at omhandle, hvorfor folk ikke vil tage ansvar for de sociale opgaver i samfundet. Vi kom omkring forringelse af velfærd, socialt ansvar, udmagrede foreninger og respektløse unge der ikke vil løfte i flok og stadig sad jeg med en noget flad fornemmelse på turen hjem. 
Jeg synes det er paradoksalt, hvordan vi i Danmark på den ene side gennem et strammere og strammere uddannelsessystem og gennem de konstante fordummende TV programmer, opfordrer folk til, kun at tænke på sig selv og deres egen karriere. Samtidig forventer vi, at de senere hen i livet vil tage ansvar for deres medmennesker og det samfund vores forældre har bygget op? 
Hvis unge ikke kan få lov at puste ud efter Gymnasiet, udforske verden og nå at arbejde i mange forskellige miljøer med mange forskellige mennesker får vi, efter min mening, en smallere og fattigere verden at leve i. Nu kaldes det ikke længere et dannelsesår, når vi tænker os om eller arbejder med noget helt andet end det vi har studeret - nu kaldes det et fjumreår. 


Hvem siger, at man ikke kan have brug for at "fjumre" mange gange i løbet af et langt liv? Skal vores vej gennem livet lægges fast allerede fra børnehaven, eller er der måske en sandsynlighed for, at vi gennem livet får nye ideer, nye muligheder, ny energi og viden til at ville noget helt andet end det først planlagte? Er der en sandsynlighed for, at et fornyet syn på gamle modeller, kan skænke gammel vin på nye flasker? 


Hvem skal få alle de nye ideer, hvis alle tænker ens? 


Oplevelser i Afrika, Asien eller Aalborg kan være med til at sætte vores liv i perspektiv. Uddannelser(med vægt på Dannelse), som sætter vores normer og livsførsel i forhold til andre kulturer kan berige os med ideer og nye måder at udføre/udfordre vores rutiner på. Danmarks politikere er håbløst bagud i deres syn på dannelse og innovation og Danmark er blevet en ensporet og forkælet nation hvor alt handler om MIG. 
Hvis man ønsker et land, hvor alle tager ansvar for vores fælles bedste, skal vi tænke meget mere langsigtet. En 4 årig poltisk valgstrategi kommer vi ingen vegne med.... vi skal turde at tænke videre end i morgen. 
Hvis de børn, der i dag går i skole, skal løfte flere frivillige og sociale opgaver i fremtiden, skal de have det ind med modermælken fra de bliver født. Social bevidsthed kan ikke studeres ind i hjertet. 
Det sociale ansvar skal nurses og gøres til en del af vores identitet og alle skal bidrage sammen. Det skal prioriteres, at vi bruger tid på mennesker, på at lære forskelle at kende, på at hjælpe og på at tage ansvar. Det er ikke noget man kan bestemme sig for politisk uden at have skoler, erhvervsliv og familier med på vognen. 


Jeg drømmer om en verden hvor man gør mere af det HER hvor Tim Brown udfordrer indlæring hos voksne eller det HER hvor Yves Behar fortæller om hvordan man aldrig bliver færdig med at udvikle sin egen kreativitet og historie. Eller HER hvor Geoff Mulgan fortæller om hvordan man kan udfordre skolesystemet til at skabe mennesker der vil være med til at udvikle samfundet og samtidig være en del af det.